Kapitel 1 - År 2499

Chefmagistratens Fritz Von Halstadts embedsæde. Nuln, Wissenland.

Fritz Von Halstadt stod dybt optaget af sine tanker og beskuede byen fra hans højtliggende arbejdsværelse. Han havde altid elsket sin by. Her havde han vokset op med store fortællinger om, at Nuln var imperiets sande hjerte, samt hvor stærkt og mægtigt Wissenland var som provins. Han havde altid drømt om at være magistraten, der ledte sit folk til en tid, hvor Nuln atter var imperiets hovedsæde. Det var ikke bare en drøm, han var som født til opgaven, han var den eneste, der i sandhed kunne bære denne byrde. Han forstod, hvor vigtigt hans mål var, og at målet i dette tilfælde helliger alle midler. En ting, som en svag leder aldrig ville kunne forstå. Længe havde han solgt warpstones til de ækle rotter, ikke af lyst men af nød. Det havde givet ham adgang til mange informationer, som ville sikre ham sejren i kampen om endnu en gang at bringe imperiet under Nuln og dermed hans styrer.

Fritz's planer var længe sat i værk. Han havde bestukket, snydt og overtalt andre provinser i Imperiet til at hjælpe med første trin. Han havde selvfølgelig ikke fortalt dem om, hvad der virkelig foregik. De skulle blot agere hans marionetdukker, så han kunne få en mindre styrke soldater ind bag Altdorf, klar til at lukke dem inde og hærge deres bagland. Imens ville hans hovedstyrke vandre direkte ind, overtage byen og vælte Kejseren. Det havde taget en del tid at finde en fornuftig grund til, at hans tropper kunne tillades at vandre igennem imperiet. Men han havde fundet sit mål: Freiburg. Freiburg var en ynkelig stad, deres militær var på ingen måder stærke nok til at modstå hans egen deling, og da slet ikke med assistance fra andre provinser. Det ville blive en let sejr, som ville understrege over for enhver, der tvivlede på hans evner som imperiets retmæssige kejser.

Omend at Freiburg efter sigende skulle være et levn fra fortiden og uden nogen væsentlig rigdom, så havde hans dyrt købte informationer vist, at Freiburg havde nok ressourcer til, at det ville betale for dette mindre togt. Og ikke mindst, så var kampen både en god træning for hans soldater, men også en god måde at sikre, at Nuln stod stærk. Intet samlede en nation som en fælles fjende! Freiburg og Nuln havde egentlig en god fred imellem sig, men der havde heldigvis på grund af Freiburgs soldaters manglende ære, også været nok splid imellem dem til, at der var en god grund til at vandre mod dem. For en gang for alle at sætte dem på plads! Selv deres nuværende, ynkelige kejser, Luitpold von Holswig-Schliestein, havde været dum nok til at tillade hans march igennem Reikland. I morgen ville en deling rejse mod den mindre by Fassberg. Her skulle de mødes med tropper fra andre provinser, inden de ville marchere det sidste stykke mod Freiburg.

 

Kapitel 2 - År 2499

Imperiets højtærede Kejser, Luitpold von Holswig-Schliesteins kejserlige palæ, Altdorf, Reikland.

Luitpold Von Holswig-Schliestein sad roligt og ventede i et af hans mindre gemakker, nær hans overdådige bibliotek. Dette var ikke ligefrem et sted han var vant til at opholde sig, men rummet lå strategisk smart. Blot et stenkast nede ad den tilstødende gang var der en skjult dør som ledte ud til paladsets køkkenafdeling, hvorfra man nemt kunne skjule sig blandt tjenestefolk og uset komme både ind og ud. Luitpold ventede på en udsending fra sit hemmelige politi. En som skulle lække oplysninger til de rigtige personer. Luitpolds rolige vejrtrækning blev overdøvet af en umiskendelig lyd. En blanding mellem en svag knirken af hængsler og lyden af to stykker træ der skrabede imod hinanden som var de så tæt siddende, at de burde være et stykke frem for to. Hans udsending var ankommet.


Roderick Sternberg havde forsigtigt bevæget sig igennem Altdorfs gader, hans Kejser havde bedt om en udsending og Roderick var blevet valgt til opgaven. Han var en smule anspændt, under normale forhold ville de blot havde modtaget et dokument med deres ordre, men ikke i dag. Rodericks overordnede havde blot bedt ham om at møde op på Kejser Luitpolds palæ, ad skjulte veje som han ikke anede eksisterede. Her skulle han modtage sine ordre, direkte fra Kejseren. Dette havde gjort Roderick en smule bekymret, det var ikke sådan man plejede at gøre tingene. Roderick havde gjort sig umage med at være så diskret som muligt, under hele turen. Han kunne mærke sin puls stige da den sidste hemmelige dør på turen knirkede, det kom som et chok for ham. Det var som om at døren var designet til at give en lille lyd fra sig. Han fulgte gangen som beskrevet og fandt vej til hans Ærede Kejser Luitpold von Holswig-Schliestein.

Kejser Luitpold von Holswig-Schliestein rejste sig op og bød Roderick at sidde.


”I dag ønsker jeg at vi springer diverse formaliteter over, jeg ønsker at gå direkte til sagen som jeg har hidkaldt dem for. Jeg har en opgave som ikke kan vente længere end højst nødvendigt, og det forventes af dem at de ikke spilder tiden unødigt. Jeg har modtaget en rapport fra en udsending i Nuln, som tyder på at Nuln ønsker at starte en borgekrig. Herefter har Nuln’s Chefmagistrat Fritz Von Halstadt anmodet om at en deling af deres tropper må begive sig igennem mit land for at angribe en mindre flække i The Wasteland. Dette vil ende ud i at Nuln har tropper bag vores linjer, hvilket vi jo ikke kan tillade…”

Han fortsatte.


”Jeg har givet Nuln min tilladelse til at rejse, men jeg har brug for at du sørger for at Freiburg er advaret om Nulns intentioner om at angribe dem. Sørg for at de tror at de ikke selv vil være i stand til at stå imod. Jeg ønsker at de trækker Marienburg ind i kampen så vi derved for svækket både Nuln og Marienburgs styrker…”

Kapitel 3 - År 2499


”Sjakalen”, HandelsstrædetFreiburg, The Wasteland (den tidligere imperielle provins Westerland)


Sjakalen vandrede hastigt gennem Freiburg's handelsstræde, det var tidligt om morgenen og duggen
lå tungt over de brostensbelagte gader. Sjakalen plejede ikke at stå op så tidligt som nu, men en af
hans informanter havde forlangt ham vækket og stukket ham et dokument med vigtige
informationer. Inden sjakalen var blevet færdig med at læse det havde han allerede sendt sin tjener
afsted for at alarmere Freiburgs kaptajnsråd, så de ville være klar når sjakalen kom for at
viderebringe den ubehagelige besked. Sjakalen ejede adskillige bordeller i Freiburg og havde typisk
en finger på pulsen af de fleste i Freiburg. Dette gav ham en vis magt, ikke stor nok til at bestemme
noget angående Freiburgs politik, men nok til at han blev hørt når han ville høres - ja, nok til at
kalde et kaptajnsrådsmøde uden at være en del af det.
Jean-Filip sad roligt og afventende ved sin plads i Freiburg's kaptajnsråd, mange års militær
disciplin havde gjort ham vant til at stå op i de tidlige morgentimer, han havde næsten været fuldt
påklædt da han fik besked om at kaptajnsrådet skulle samles og var derfor også den første i rummet.
Han kiggede rundt på de ni stole der stod rundt om bordet, en for hver kaptajn som var blevet tildelt
en plads og så selvfølgelig den niende stol som havde stået tom lige siden at Freiburgs befrier, Jean
Le Fierre De La Mere, havde væltet styret i Herringstadt og omdøbt staden til Freiburg. Jean Le
Fierre døde kort efter at have oprettet kaptajnsrådet og siden havde hans stol stået tom. Mange
gange igennem de sidste hundrede år havde man forsøgt at tildele en niende kaptajn den tomme
stol, men det var altid endt ens: en på mystisk vis død kaptajn og en tom stol. Efter flere forsøg
havde man accepteret at pladsen for altid ville tilhører Freiburgs befrier.
Da hele kaptajnsrådet var ankommet afleverede Sjakalen sit dokument til rådet og begyndte sin
fortælling.
Jeg blev revet ud af sengen i morges af en af mine informanter. Han afleverede dette dokument til
mig, hvorefter jeg straks begav mig op til jer. Beskeden er tydelig og jeg står helt inde for manden
som bragte det. Der er ingen tvivl angående informationerne i brevet - de er rigtige. Nuln har sendt
tropper igennem imperiet for at angribe os. Imperiets kejser har godkendt troppernes march, så der
vil ikke være noget hjælp at hente der, og de sender for mange tropper til at vi kan gøre os
forhåbninger om at vinde slaget.
Med jeres tilladelse vil jeg straks sende besked til Marienburg og bede dem om hjælp, vi befinder os
trods alt i deres landområde og forhåbentlig vil de sende os styrker til undsætning. Vi har været
heldige og modtaget beskeden hurtigt, så hurtigt at Nulns tropper ikke kan være mere end halvejs
hertil.
Jean-Philip rømmede sig inde han stillede sig op, en klar indikering af at han ønskede ordet.
Send endelig besked til Marienburg, men du skal ikke bede dem om hjælp. Vi ønsker ikke at stå i
gæld til en stad der går mere op i guld end deres eget folk. I stedet sender du dem viden om at Nuln
er på vej mod Marienburg og samtidig tilbyder du dem vores hjælp i kampen mod at de dækker de
udgifter slaget vil få for vores stad, samt at vi får andel i hvad end rester Nuln efterlader.
Kaptajnsrådet var enige. Freiburg ville sende to enheder som støtte og Sjakalen skulle straks begive
sig til Marienburg for at forhandle prisen for Freiburgs støtte mod Nulns invasion af Marienburg.