År 2499

Chefmagistratens Fritz Von Halstadts embedssæde

Nuln, Wissenland

 

Fritz Von Halstadt stod dybt optaget af sine tanker og beskuede byen fra hans højtliggende arbejdsværelse. Han havde altid elsket sin by. Her havde han vokset op med store fortællinger om, at Nuln var imperiets sande hjerte, samt hvor stærkt og mægtigt Wissenland var som provins. Han havde altid drømt om at være magistraten, der ledte sit folk til en tid, hvor Nuln atter var imperiets hovedsæde. Det var ikke bare en drøm - han var som født til opgaven, han var den eneste, der i sandhed kunne bære denne byrde. Han forstod, hvor vigtigt hans mål var, og at målet i dette tilfælde helliger alle midler. En ting, som en svag leder aldrig ville kunne forstå. Længe havde han solgt warpstones til de ækle rotter, ikke af lyst men af nød. Det havde givet ham adgang til mange informationer, som ville sikre ham sejren i kampen om endnu en gang at bringe imperiet under Nuln og dermed hans styre.

 

Fritz' planer var længe sat i værk. Han havde bestukket, snydt og overtalt andre provinser i imperiet til at hjælpe med første trin. Han havde selvfølgelig ikke fortalt dem om, hvad der virkelig foregik. De skulle blot agere hans marionetdukker, så han kunne få en mindre styrke soldater ind bag Altdorf, klar til at lukke dem inde og hærge deres bagland. Imens ville hans hovedstyrke vandre direkte ind, overtage byen og vælte Kejseren. Det havde taget en del tid at finde en fornuftig grund til, at hans tropper kunne tillades at vandre igennem imperiet. Men han havde fundet sit mål: Freiburg. Freiburg var en ynkelig stad, deres militær var på ingen måder stærke nok til at modstå hans egen deling, og da slet ikke med assistance fra andre provinser. Det ville blive en let sejr, som ville understrege over for enhver, der tvivlede på hans evner som imperiets retmæssige kejser.

 

Omend at Freiburg efter sigende skulle være et levn fra fortiden og uden nogen væsentlig rigdom, så havde hans dyrt købte informationer vist, at Freiburg havde nok ressourcer til, at det ville betale for dette mindre togt. Og ikke mindst, så var kampen både en god træning for hans soldater, men også en god måde at sikre, at Nuln stod stærk. Intet samlede en nation som en fælles fjende! Freiburg og Nuln havde egentlig en god fred imellem sig, men der havde heldigvis på grund af Freiburgs soldaters manglende ære, også været nok splid imellem dem til, at der var en god grund til at vandre mod dem. For en gang for alle at sætte dem på plads! Selv deres nuværende, ynkelige kejser, Luitpold von Holswig-Schliestein, havde været dum nok til at tillade hans march gennem Reikland. I morgen ville en deling rejse mod den mindre by Fassberg. Her skulle de mødes med tropper fra andre provinser, inden de ville marchere det sidste stykke mod Freiburg.



 

År 2499

Imperiets højtærede kejser, Luitpold von Holswig-Schliesteins kejserlige palæ

Altdorf, Reikland.

 

Luitpold Von Holswig-Schliestein sad roligt og ventede i et af hans mindre gemakker, nær hans overdådige bibliotek. Dette var ikke ligefrem et sted han var vant til at opholde sig, men rummet lå strategisk smart. Blot et stenkast nede ad den tilstødende gang var der en skjult dør som ledte ud til paladsets køkkenafdeling, hvorfra man nemt kunne skjule sig blandt tjenestefolk og uset komme både ind og ud. Luitpold ventede på en udsending fra sit hemmelige politi. En som skulle lække oplysninger til de rigtige personer. Luitpolds rolige vejrtrækning blev overdøvet af en umiskendelig lyd. En blanding mellem en svag knirken af hængsler og lyden af to stykker træ der skrabede imod hinanden, som var de så tæt siddende, at de burde være et stykke frem for to. Hans udsending var ankommet.


Roderick Sternberg havde forsigtigt bevæget sig igennem Altdorfs gader, hans kejser havde bedt om en udsending og Roderick var blevet valgt til opgaven. Han var en smule anspændt, under normale forhold ville de blot havde modtaget et dokument med deres ordre, men ikke i dag. Rodericks overordende havde blot bedt ham om at møde op på Kejser Luitpolds palæ, ad skjulte veje som han ikke anede eksisterede. Her skulle han modtage sine ordrer, direkte fra kejseren. Dette havde gjort Roderick en smule bekymret, det var ikke sådan man plejede at gøre tingene. Roderick havde gjort sig umage med at være så diskret som muligt, under hele turen. Han kunne mærke sin puls stige da den sidste hemmelige dør på turen knirkede, det kom som et chok for ham. Det var som om at døren var designet til at give en lille lyd fra sig. Han fulgte gangen som beskrevet og fandt vej til hans Ærede Kejser Luitpold von Holswig-Schliestein.

Kejser Luitpold von Holswig-Schliestein rejste sig op og bød Roderick at sidde.


I dag ønsker jeg at vi springer diverse formaliteter over, jeg ønsker at gå direkte til sagen, som jeg har hidkaldt dem for. Jeg har en opgave som ikke kan vente længere end højst nødvendigt og det forventes af dem at de ikke spilder tiden unødigt. Jeg har modtaget en rapport fra en udsending i Nuln, som tyder på at Nuln ønsker at starte en borgekrig. Herefter har Nulns Chefmagistrat Fritz Von Halstadt anmodet om at en deling af deres tropper må begive sig igennem mit land for at angribe en mindre flække i The Wasteland. Dette vil ende ud i at Nuln har tropper bag vor linjer, hvilket vi jo ikke kan tillade.
Jeg har givet Nuln min tilladelse til at rejse, men jeg har brug for at du sørger for at Freiburg er advaret om Nulns intentioner om at angribe dem. Sørg for at de tror at de ikke selv vil være i stand til at stå imod. Jeg ønsker at de trækker Marienburg ind i kampen så vi derved får svækket både Nuln og Marienburgs styrker.





 

År 2499

”Sjakalen”, Handelsstrædet

Freiburg, The Wasteland (den tidligere imperielle provins Westerland)

 

Sjakalen vandrede hastigt gennem Freiburg's handelsstræde, det var tidligt om morgenen og duggen lå tungt over de brostensbelagte gader. Sjakalen plejede ikke at stå op så tidligt som nu, men en af hans informanter havde forlangt ham vækket og stukket ham et dokument med vigtige informationer. Inden sjakalen var blevet færdig med at læse det havde han allerede sendt sin tjener afsted for at alarmere Freiburgs kaptajnsråd, så de ville være klar når sjakalen kom for at viderebringe den ubehagelige besked. Sjakalen ejede adskillige bordeller i Freiburg og havde typisk en finger på pulsen af de fleste i Freiburg. Dette gav ham en vis magt, ikke stor nok til at bestemme noget angående Freiburgs politik, men nok til at han blev hørt når han ville høres - ja, nok til at kalde et kaptajnsrådsmøde uden at være en del af det.

Jean-Filip sad roligt og afventende ved sin plads i Freiburg's kaptajnsråd, mange års militær disciplin havde gjort ham vant til at stå op i de tidlige morgentimer, han havde næsten været fuldt påklædt da han fik besked om at kaptajnsrådet skulle samles og var derfor også den første i rummet. Han kiggede rundt på de ni stole der stod rundt om bordet, en for hver kaptajn som var blevet tildelt en plads og så selvfølgelig den niende stol som havde stået tom lige siden at Freiburgs befrier, Jean Le Fierre De La Mere, havde væltet styret i Herringstadt og omdøbt staden til Freiburg. Jean Le Fierre døde kort efter at have oprettet kaptajnsrådet og siden havde hans stol stået tom. Mange gange igennem de sidste hundrede år havde man forsøgt at tildele en niende kaptajn den tomme stol, men det var altid endt ens: en på mystisk vis død kaptajn og en tom stol. Efter flere forsøg havde man accepteret at pladsen for altid ville tilhører Freiburgs befrier.

Da hele kaptajnsrådet var ankommet afleverede Sjakalen sit dokument til rådet og begyndte sin fortælling.
Jeg blev revet ud af sengen i morges af en af mine informanter. Han afleverede dette dokument til mig, hvorefter jeg straks begav mig op til jer. Beskeden er tydelig og jeg står helt inde for manden som bragte det. Der er ingen tvivl angående informationerne i brevet - de er rigtige. Nuln har sendt tropper igennem imperiet for at angribe os. Imperiets kejser har godkendt troppernes march, så der vil ikke være noget hjælp at hente der, og de sender for mange tropper til at vi kan gøre os forhåbninger om at vinde slaget.
Med jeres tilladelse vil jeg straks sende besked til Marienburg og bede dem om hjælp, vi befinder os trods alt i deres landområde og forhåbentlig vil de sende os styrker til undsætning. Vi har været heldige og modtaget beskeden hurtigt, så hurtigt at Nulns tropper ikke kan være mere end halvejs hertil.

Jean-Philip rømmede sig inde han stillede sig op, en klar indikering af at han ønskede ordet.
Send endelig besked til Marienburg, men du skal ikke bede dem om hjælp. Vi ønsker ikke at stå i gæld til en stad der går mere op i guld end deres eget folk. I stedet sender du dem viden om at Nuln er på vej mod Marienburg og samtidig tilbyder du dem vores hjælp i kampen. Mod at de dækker de udgifter slaget vil få for vores stad, samt at vi får andel i hvad end rester Nuln efterlader.

Kaptajnsrådet var enige. Freiburg ville sende to enheder som støtte og Sjakalen skulle straks begive sig til Marienburg for at forhandle prisen for Freiburgs støtte mod Nulns invasion af Marienburg.
 

Generaler:

Marius Winkler søn af Ottoman Winkler

 

Prolog:

Der var stor uro i rådssalen, de sidste handelsfolk havde lige indfundet sig på pladserne i rådssalen.
Gustaf Koopmans slog med sin hammer, slagene gav genlyd i hele salen, og roen fulgte langsomt med. Den ældre herre Gustaf rettede på sine fedtede briller og rømmede sig, hvorefter gamlingen hævede sin røst. ”Vi er samlet her i dag på efterspørgsel fra Ottoman Winkler, så uden at trække tiden yderligere ud vil jeg give ordet videre til min gode ven Ottoman.”
Ottoman rejste sig fra sit sæde, hvor han havde sat ved siden af sin søn, Marius Winkler, for at gå ud til gelænderet og starte sin tale til rådet.
”Jeg står her med et brev fra min handelspartner, Kaptajn Von Raben af Freiburg, i dette brev står der at Nuln har valgt at marchere sin hær mod Marienburg. Hvis vi handler nu vil Freiburg tillade at kampene foregår på deres jord og tilmed støtte vores styrker med hvad de kan.”
Der bredte sig stor uro i salen og salen blev fyldt med protester. Den ældre Gustaf slog febrilsk med sin hammer i et desperat forsøg på at få ro i salen, protesterne fløj gennem salen. ”Hvordan kan vi stole på de slyngler fra Freiburg, de lyver for et godt ord!”, ”tør vi tage chancen og lade en imperial hær stå ved vores bygrænse mens vi stadig har for travlt med at tørre vores egen røv!”. Mindre slagsmål brød ud i salen mellem de forskellige handelsfolk.
Den store tumult blev afsluttet af en enkelt bredskuldret mand, vis højde var omkring de 2 meter, hans røst skar igennem salen: ”KAN VI SÅ FÅ RO!”. Det var ærværdige Thijs Van Onderzoeker, en voldsom mand der havde brugt en del tid sammen med lejesoldaterne. Stilheden faldt lynhurtigt i salen.
Thijs kiggede over på Ottoman. ”De nåede vist ikke at blive færdig, jeg tillader mig dog at komme med input her, SELV hvis Imperiet kun er ude efter Freiburg har lignende ofte været en undskyldning for at angribe os her i Marienburg! Vi kan ikke tolerere dem tæt ved vores grænser og I alle ved dette! Mit forslag lyder at samle en hær og sende den afsted.”
Ottoman smilte og roen satte sig i hans mave, folk stemte ja for forslaget. ”Jeg vil så foreslå at De, Thijs, tager kommandørrollen på denne.” Salen klappede og jublen bredte sig til hele salen, Thijs smilede og gjorde gestus til at der skulle komme ro på. ”Jeg er beæret, min gode kollega, men jeg er oppe i årene og har vundet min hæder, det er på tide at lade nye kræfter komme til, jeg foreslår en der har kendskab til Nuln, en mand som har studeret der og kender deres kultur ud og ind, jeg foreslår din søn Marius Winkler.”
Ottoman vendte sig om med vrede i blikket kun for at finde hans søn med et mindre smil på læben, Marius rejste sig op og bevægede sig ud til altanen til rådssalen. ”Alt gik som planlagt” tænkte han.
Marius havde allerede få timer efter hans far havde fået brevet plantet frøene hos hans fars største konkurrent for at kunne blive sendt til fronten. Han vidste at hans far ville gøre alt for at få sendt hans rival til fronten, selv hvis det var en falsk krig bygget på et falsk grundlag, og Onderzoeker-familien ville være lige så ivrig efter at få sendt Winkler familiens eneste arving afsted til fronten, så det tog ikke meget overbevisning for at få overtalt Thijs til at pege på ham.
Endelig ville han få chancen for at bevise sit værd, endelig ville han blive anset som en værdig mand blandt sine ligesindede, og han kunne endelig få lov til at få en form for hævn over Nuln.
Hans ophold på deres universitet havde bestemt ikke været et rart et, hvad det ikke var for alle ikke-adelige. Han ville bevise for dem, at en simpel handels søn godt ville kunne holde sit som general for en hær, men ikke mindst ville han bevise for sin fader, at han var en mand han kunne regne med som arving i deres familie.
Marius kom frem på balkonen, stilheden rungede i salen. ”Jeg lover jer dette, jeg vil drage mod øst med en hær af lejesvende og jeg besejrer denne fjende. Nuln er et forræderisk folk og nemt at læse, de tror på gamle doktriner og er ikke klar til det nye, jeg vil bringe det NYE TIL DEM PÅ SPIDSEN AF MIT SVÆRD!”. Marius hadede at holde taler, men det virkede, folk jublede og deres stemmer var sikrede.
Da Marius gik forbi sin faders vrede blik, kunne han se foragten for sin søn, en foragt han var vokset op med lige siden hans moder døde i fødselssengen.
”Åh, forresten Marius, din stedmoder fødte i går, det er en dreng, så jeg siger kun dette en gang: kom hjem sejrende eller kom slet ikke hjem, er det forstået!”. Marius blev bleg, hans far kom endnu engang ud på toppen. ”Krystalklart, fader min.” Marius’ blik vendte sig ned i jorden mens han stormede ud fra deres loge. Hans ansigt var knaldrødt af raseri.

 

Karakterens historie:

Marius var indtil for nylig eneste arving til en af de tre største familier i Marienburg. Det er en af de tre familier der for over 100 år siden plantede de første frø for Marienburgs frihed.
Tilmed døde Marius’ mor i fødselssengen, hendes navn var Lisa, hvilket er en ting hans fader aldrig har tilgivet ham. Før Marius’ fødsel var hans fader og hans moder kendt som det smukkeste og mest forelskede par i hele Marienburg og dette har han, ifølge hans fader, taget fra ham.

Marius opvækst var hård med masser af standarder, han ikke kunne leve op til, grundet urimelige krav, samt en lidt alternativ personlighed.
Alt til trods blev Marius velsignet med et intellekt selv hans fader måtte anerkende, dette gjorde at Marius efter allerede i en alder af 13 begyndte i lære hos hans faders revisor Arrin.
Arrin var en ældre mand og han blev en form for rar bedstefar for Marius, som brugte næsten alle sine vågne timer sammen med Arrin og hans bøger.
Lykkelige tider gør tragedierne værre, for efter 3 år i lære hos Arrin fandt hans fader ud af at Arrin havde fusket med bøgerne for berige sig selv. Marius var der da hans faders vagter tog Arrin bort og blev tvunget til at overvære både torturen og henrettelsen af hans eneste ven og læremester.

Hans fader ville dog ikke lade Marius intellekt gå til spilde og valgte at sende Marius bort til Nuln for at starte en ny uddannelse omkring logistik og krigsførelse.
Det var en uddannelse der kørte i tæt samarbejde med Nulns kanonskole. Marius ville på denne nye uddannelse både få en smule militær erfaring samtidig med dannelse.
Til trods for at Marius elskede sit studie og fordybede sig yderligere i sine bøger, havde Marius ingen erfaringer med det adelige spil på universitetet, og han blev mobbet af hans medstuderende.
Mobning foregik i form af døde sumprotter i Marius’ seng, samt periodisk daglige tæsk og spidsbemærkninger af at være ”simpel søn af en handelsmand”. Frustrationen over ikke at kunne flygte fra domme og angreb på hans karakter var næsten for meget at bære og havde det ikke været for hans professor, havde Marius taget sit eget liv.
Marius’ professor holdte ham ved ilden og i gang med det, Marius brændte for: tal og kalkulationer der havde rodfæste i den virkelige verden.
Under 9 år Marius brugte på universitetet i Nuln, fra han var 17 til han var 26, lærte han meget og udviklede sin teoretiske kunnen. I samarbejde med sin professor var han med til at udvikle nye teorier inden for krigsførelse, dog til hans store ærgrelse fik Marius eller hans professor aldrig muligheden for at teste disse strategier i virkeligheden.

Efter de 9 år var gået vendte Marius tilbage til Marienburg, nu i en alder af 27 år, for at få del i faderens arbejde og gøremål. Dog til stor ærgrelse for Marius havde hans 9 år på universitetet kun gjort det sværere at vinde faders gunst.

 

Marius personlighed:

Marius stræber efter sin faders gunst mere end noget andet, om han er bevidst om det eller ej.
Det er denne konstante søgen efter anerkendelse der har drevet ham gennem hele hans liv, dog er denne anerkendelse kun kommet i form af brok og foragt, Marius’ far vil knap nok værdige sit afkom så meget som et blik.

Derudover er Marius en mand af tal og teori, der har brugt mange af hans vågne timer på at beregne situationer og lægge en form for procent til ting. Der er måske en mild form for Aspergers gemt i Marius, vis intellekt bestemt er højere end gennemsnittet.

Tal og teori er med tiden det Marius er rutineret i, han har efterhånden en umådelig trang til at bevise at den forskning hans professor og han lavede tilbage på Nulns universitet har rod i virkeligheden.
Med den nuværende krig der er brudt ud mellem Marienburg og Nuln får Marius chancen for at bevise at disse teorier og procenter KAN sikre sejr! At han således også får hævn over Nulns kommende adelige for deres hån og spot er blot en ringe trøst.

 

General Hans Müller 

 

Prolog:

Hans Müller gik langs de lange korridorer op mod Chefmagistraten Fritz Von Halstadts Arbejdskammer, hvorfor han var blevet hidkaldt i fredstid, anede han ikke. Hans skridt gav genklang gennem korridorernes høje vægge og hvælvede loft.
De store døre til Chefmagistratens arbejdsværelse knirkede voldsomt, da de langsomt gled åbne, Hans gik lidt tøvende ind, han havde set meget i sin tid som general af ingeniørarbejde og vidunderlige konstruktioner, dog var dette oftest i forbindelse med krigsførelse. Disse døre var omringet af tandhjul og et kæmpe lod var trukket op, dørene fungerede ved at dreje på et hjul for at åbne dem, og hvis de hurtigt skulle lukkes grundet sikkerhed, kunne man blot udløse mekanismen til at frigive loddet - så ville dørene lukke og låse sig helt automatisk, Hans var dybt fascineret!
Hans fascination blev hurtigt afbrudt af 2 store stokkeslag i det marmorbelagte gulv, og en rungende stemme gav genlyd i arbejdskammeret, ”General Hans Müller, Befalingsmand over 7 kanoner, regiment mester af både stage og sværd samt kendt i hele riget som Nulns beskytter”. Hans blev lidt varm indeni, hans drøm om at blive udødeliggjort i historiebøgerne lod til ikke at være umuligt med denne introduktion.
Arbejdsværelset havde et marmorbelagt gulv, og væggene var belagt med reoler, der var fyldt med bøger. Forenden af rummet var der et kæmpe vinduesparti med udsigt over hele Nuln, man kunne tydeligt se smogskyerne stige op fra kanondistriktet. Præcis to meter fra vinduerne sad Chefmagistraten ved sin arbejdspult - da Hans så det stod han straks ret.
Magistraten dyppede sin fjer endnu engang for blot at forsætte med at skrive, Hans tav og fortsatte med at stå ret, han vidste bedre end at afbryde Magistraten i hans arbejde, det bød Hans’ pli som soldat ikke.

Magistraten trak hovedet tilbage for at beskue sit arbejde mens han tiltede hovedet, så satte han sin fjer fra sig i blækken og kiggede op på Hans. ”De kan stå rør”, Hans gik over til rørposition, hans stand fortsat i en sådan position at den udviste den største respekt overfor Chefmagistraten.
”Som de ved, er det mig der har bedt dem om at komme, jeg skal have dem til at samle deres tropper, deres orlov er ovre og årsagen vil sikkert fryde deres mænd”.
Hans ansigt blev fyldt med undren, Magistraten trak sine små runde briller ned på sin næsetip, ”De skal drage mod Faasberg om en uge, for at mødes med andre tropper fra Imperiet”. Hans blod kogte, hvem mon fjenden var - orker, bæstmænd eller endnu bedre, Chaos selv!
Magistraten så Hans’ begejstrede blik, ”det glæder mig at se dem så begejstret for at angribe Freiburg”. Hans begejstring blev straks skiftet ud med foragt og irritation, Freiburg var en lille ubetydelig flække, det ville næppe være en glorværdig kamp mod fattige underbemandede militsenheder.
”De er frigivet til at udtale dem hr. general”. Hans tøvede lidt, han skulle vælge sine ord med omhu. ”Med al ære og respekt, vil Chefmagistraten virkelig spilde hærens ressourcer på en lille flække som Freiburg?” Magistratens ansigt var frosset fast som slået ud i sten hans ansigtsudtryk var ulæseligt og emmede af en form for kølighed, ”det er kommet mig for øre at Freiburg gentagne gange har krænket Nulns soldaters ære, dette kan vi ikke lade stå til, det er vigtigt at gøre Freiburg opmærksom på HVEM der er militsfolk og HVEM der er soldater, de har indirekte bedt OS om at adfærdskorrigere dem!” Hans stilte sig straks ret og gjorde honnør. ”Javel Hr. Chefmagistrat.”

Chefmagistraten nikkede mens han vendte sig om mod sin arbejdspult, ”de har som sagt en uge til at samle deres folk, derefter har de 1 uges rejsetid til Faasberg, jeg forventer at blive berettet om Freiburgs fald om 2 måneder fra nu. De kan træde af.”
Hans gik i marchgang ud af Magistratens arbejdskammer. En ting havde magistraten ret i: soldaterne ville blive meget glade for at få lov til at sætte Freiburg på plads. Kastration Episoden vil sent blive glemt!

 

Hans’ Historie:

Hans er født af en fattig stavnsbundet familie bosiddende nogle mil fra Nulns porte. Hans er den eneste overlevende af slægten Müller af tre foregående dødsfødsler og Hans moder døde i fødselssengen for at få ham til verdenen.
Dette gjorde det ikke nemmere for hans fader, der nu var ene om at forsørge og opdrage hans søn, og resulterede i at hans fader gled ned i en dyb depression og druk, hvilket Hans ofte fik at føle gennem hårde tæsk.

Hans’ kald kom til ham, da han i en alder af 13 år fik muligheden at bryde sin stavn ved at melde sig til hæren.
Hans tøvede ikke et sekund, han var vokset op med historier om Nulns fantastiske kanonregimenter fra den lokale kro, hvor hans fader ofte tog ham med for at drikke de få penge, de havde, op.
Så da der i 2465 blev slået op at alle våbenføre mænd skulle melde sig, meldte Hans sig straks, hans fader protesterede og ville ikke have hans eneste overlevende søn i hæren.
Dog fik hans fader ikke meget at skulle sige da hververne tilbageholdt Hans’ fader og tævede ham mens Hans så på, Hans var en mand nu og en del af en større familie, som ville passe på ham hvis han passede på dem. Da Hans forlod sin hjemegn, kiggede han sig ikke tilbage en eneste gang.

Hans første kamp var mod en invasionsstyrke af vampyrer og udøde fra Sylvania, dette Havde samlet hele Imperiet. Hans var overvældet over så mange soldater fra nær og fjern samlet et sted, denne fascination skulle binde Hans til en militærkarriere de næste 37 år.

Efter kampene mod de udøde deltog Hans i nogle mindre kampagner i Imperiale skove mod bæstmænd efter Imperator Luitpold og hans søn Karl Franz nær mistede deres liv under et bæstmandsangreb.
Her skiftede Hans Müller fra en sværd- og skjoldenhed til en stageenhed, nu var Hans 18 år gammel og han gjorde det så godt at han hurtigt blev forfremmet og gik op gennem rangen.
Det var dog først 12 år efter, hvor Hans’ deling var blevet sendt sydpå for at holde en mindre goblinstamme, der havde sneget sig ind i den sydlige del af Wissenland, her kom Nulns kanonregiment under angreb af en mindre gruppe af gobliner, som Hans hurtigt så. Hans fik hurtigt omdirigeret sin enhed så kanonerne ikke gik tabt, desværre kom Hans for sent og hans general døde i armene på ham der desperat havde forsøgt at stoppe blødningerne og ligge forbindinger på manden.

Efter dette heltemod fik Hans stillingen som general, det huede ikke den adelige del af befalingsstaben, at en stavnssøn skulle beordre dem rundt.
Det viste sig dog at være det bedre valg for Nulns hær, Hans bibeholdt hans egen generals orden og disciplin, og vigtigst af alt beholdt han en jordnærhed til hans menige, der garanterede deres loyalitet.
Mange attentatforsøg på generalen er blevet afværget på denne måde.

Hans har indtil nu holdt sin stilling som General, gennem utallige mindre slag mod røvere bæstmænd, gobliner og i ny næ orker.

 

Hans personlighed:

Hans er en hård men retfærdig mand, han har viet sit liv til militæret og militæret har belønnet ham med en karriere, Hans’ hårdhed kommer fra en ung alder med en svag far der tævede ham.
Hans foretrækker at belønne folk med ros fremfor pisk, dog er det ikke udelukket at Hans til tider har været nødsaget til at disciplinere desertører eller lign.
Hans er en mand af handling og sætter ikke megen lid til tal eller tro, som Hans selv siger det: ”Det er mange år siden Sigmar har vundet nogen krig!”. Hans er ikke kætter, han sætter blot hellere sin lid til sine folk, fremfor at der skal komme en frelser og redde dem.
Hans har udmærket sig med mangt og meget gennem sin karriere, dog er der en sidste drøm Hans drømmer om, før han kan pensionere sig selv, og det er at gå ind i historien. Hans har ingen børn der kan bære hans navn for ham og ingen kone at få børn med og hans alder værende som den er, ser han ikke en familie i den nærmeste fremtid, der kan bære hans arv videre. Som altid falder dette tilbage på Hans selv at skabe sin egen arv.